Vores første juletræ

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne her er jeg specielt glad for. Jeg kender ikke ret mange mennesker her i byen, men denne her har Isabelle broderet til mig, jeg blev meget overrasket og meget glad. Det er hende, der sætter mig ind i det franske skolesystem og meget andet, og til gengæld interesserer sig for vores måder og gøren og laden i det hele taget.

Marcel

 

 

 

Lige siden Marcel, min svigermors dansemakker, afslørede, at han ejer en harmonika, har jeg plaget om at vise Clement den.

Han er det mest beskedne mennesker i verden, og - indrømmet - fingrene var lidt rustne, men vi kunne tydeligt høre, at de har danset rundt på tangenter og knapper og klaret både den ene og den anden musette i mange, mange år.

Marcel spillede til bal engang.

Det gør han ikke mere. Men nu har han lovet at vise Clement, hvordan man gør om nogle år, når drengen har lidt kræfter: "Du kan nok mærke, den er tung, man er nødt til at være stærk for at holde den."

Og det er da muligt, at det ikke forløb helt ligeså glat som det kvarters harmonika med dans, der er på tv hver lørdag ved middagstid, men et rigtigt instrument er bare så meget mere magnetisk end en hvilken som helst tv-skærm.

Så jeg var meget meget glad over at Marcel endelig lod sig overtale, og jeg håber meget, at han vil gøre det igen. Jeg skal nok huske ham på det hver evigt eneste gang, jeg ser ham. Nu endnu mere efter at jeg har hørt, at han kan.

Jul i Soulieres

 

Pakkerne tjekkes af allerede fra morgenstunden, så de har tid til at lege med dem i løbet af dagen.

 

Til Eva havde Papa Noël blandt andet et lille køkken, som begge børn straks tog i brug. Clement har altid været ret glad for legekøkkener og legemad, og Eva følger jo troligt i hans fodspor, nærmest uanset hvad. Hun fik i øvrigt også sin første trotteur i form af en lille traktor med anhænger. Landet forpligter vel.

 

Julemanden gjorde i weekenden ophold i Soulieres. Han havde en stor drengecykel med til Clement, som næsten ikke kan løfte den op og end af den forhøjning, der er udenfor Mamies hus, det må han så lære sig trods piven. Man kan også vælte på den, det prøvede han også. Til gengæld var det super at se, at han nu har også har kræfterne til at træde ordentligt i pedalerne. Han kommer faktisk fremad, så når han får smidt støttehjulene er det faktisk til at få øje på de første cykelture i horisonten.

Der er også noget Lego, en lær-at-skrive-maskine til Clement, en interaktiv bog til Eva samt tusser og en fantastisk kaninrobot, der gemmer øjene bag ørerne og bagefter leder efter sin gulerod. Den hygger de sig begge ret godt med.

Frokosten består af: Alt godt fra havet, helleflynder med hvid opbagt sovs med muslinger og rejer i, roastbeef med ærter, oste og chokoladekage. Så har vi heller ikke spist andet i dag.

Eva overraskede med at sætte stor pris på krabbekød, Clement syntes rigtig godt om de store rejer fra havfadet og blev ved med at insistere på at få flere. Chokoladekagen gled også ned uden problemer, men det var mindre overraskende.

Julepynt i vores hus

 

 

 

 

 

 

Havregrynskugler

 

Musikbazar hos Clement

 

En nat lavede nisserne bazar i Clements værelse. Da han vågnede næste morgen, var dyrene i fuld gang på alle hans instrumenter. Omhyggeligt arrangerede Alain det hele i løbet af aftenen. Så sødt.

Fødselsdagsinvitation

Jubii, Clement har fået sin første fødselsdagsinvitation i dag. Ambre fylder fire år om nogle dage, og hendes mor har inviteret hele klassen. Hun syntes ikke, der var nogen grund til at vælge ud.

Sådan bruger man det ellers i Frankrig: Man inviterer dem med, man kan lide. Derfor får nogle børn mange invitationer, og andre får ingen. Vel overflødigt at nævne på dette sted, at det er en praksis, jeg finder ualmindeligt utiltalende.

Jeg kan se, at det gentager sig blandt voksne - selvfølgelig ikke ret overraskende, da det er en del af opdragelsen - og dermed har jeg gjort op med mig selv, at det ikke bliver mig, der skal kæmpe med de vindmøller. Det er for indgroet et element i fransk kultur - i hvert fald i Champagne - til at det bliver mine kræfter, der skal investeres i at ændre den tankegang.

Men jeg er meget glad for, at andre tænker som mig, at det er en meget lille klasse - de er ni - at splitte op på den måde. At fødselsdagen foregår i Jimbaloo, den indendørs legeplads i Reims, som Clement elsker, giver ingen skår i glæden.

Lyserødt

Eva leger med biler, Clement leger stadig af og til med legemad, tallerkner og bestik. Jeg har gået og luret lidt på, hvornår drenge- og pigeting vil flytte ind i hans hoved. Det er nu sket.

Da vi i aftes læste det store forkromede Playmobil-katalog for at få idéer, vi kan sende til julemand og co, og nåede om på sidste side med prinsesseslottet i hvidt og lyserødt, med prince charming, roser, guld og krummelyrer, skete det.

Clement pegede på kongen og hans guldtrone, og udtalte, at den har jeg, det er til piger. Han har også fået den af piger, kusinerne Marie-Julie og Anne-Lise.

Jeg spurgte ham, hvordan han kan se, det er til piger. Svar: Fordi det er rose, altså lyserødt. Klokkeklart.

Clements kyssepige

Indrømmet.

Jeg lagde ham nok ordene lidt i munden, da jeg sidst på eftermiddagen spurgte Clement, om Julie nu er hans kyssepige, og han umiddelbart svarede ja. Formentlig uden helt at vide, hvad jeg mente.

Men der var altså ingen tvivl, om at drengen blev kysset hjerteligt farvel af pigen, da vi ønskede god onsdag og siden tog afsked udenfor den store skole. Da havde de to fireårige drønet rundt efter hinanden i 10 minutter, mens mødrene talte om musik.
Konservatoriet. Musikskolen. Julis storesøsters tværfløjteundervisning. Clements trommer.

Det begyndte da vi som sædvanlig stod i passagen udenfor skolen og ventede. På Clements ven, Eliot, troede jeg. Det viste sig imidlertid at være Julie, vi ventede på. Passagen ligger på en bakke, og legen går ud på at løbe op på toppen og derpå løbe hurtigst muligt ned, og i dag løb Clement altså med Julie.

Det viste sig, mens vi ventede på, at hendes mor skulle komme, at Clement i morges lavede en tegning med musikinstrumenter til Julie, som hun åbenbart var blevet rigtig glad for. "Han er dygtig til at tegne instrumenter", sagde moren, og det kunne jeg jo kun give hende ret i. Jeg tilføjede dog, at drengen stort set heller ikke har tegnet andet i to år nu.

De to små hujede rundt om benene på os. Julie ville gerne trække Clements hue ned i øjnene på ham, og han ville gerne løbe fra hende, men alligevel ikke.

Hvor den oplevelse dog varmede mig helt indeni. Glemt blev i samme øjeblik trakasserierne med skolen, der begyndte igen stort set i samme sekund, vi kom tilbage fra New York. I stedet gik jeg i dag hjem med en rigtig glad fornemmelse af, at Clement og Julie har haft en dejlig oplevelse sammen, og den håber jeg ikke bliver taget fra dem.

Clement er glad igen

Efter ferien er Clement i topform.

Han er glad efter det meste af to måneder at have været meget ked af skolen. Eller af læreren. Eller af formen. Det har været svært for os at finde ud af, og vi er endt med noget i retning af, at det måske dels har kedet ham, dels at han har svært ved at acceptere sin knaldstrukturerede dag, hvor alt er programsat fra kl. 9 til kl. 16.30. Det har vi ikke kunnet gøre så meget ved, udover at holde onsdag, lørdag og søndag helt fri for den slags.

Nu er han glad igen. Måske har han vænnet sig til det. Accepteret det. Måske er han blevet det ældre, der var brug for. Måske. Måske. Måske. Som forældre kan man kun gætte og håbe på, at man gætter rimelig godt, for det er svært for en fireårig at forklare. Især da, når man som Clement også lige skal oversætte for sin mor, der desværre kun taler dansk. Med ham i hvert fald. Og foreløbigt stiller han ikke spørgsmålstegn ved det. Ikke engang selvom han kan høre, at jeg taler fransk med Eliots mor, med læreren og hvem, jeg ellers har brug for at udveksle et par sætninger med på vej op og ned ad trappen til skolen.

Hernede siger de, at det er slemt, hvis man ikke er glad i maternelle - det er Clements skoleniveau - for det sjovt, bagefter er det kedeligt resten af tiden. I maternelle leger man stadig osv. Den slags udtalelser kan godt chokere mig temmelig grundlæggende, og få mig til at frygte, at hvis man får sin uddannelse i Frankrig, så kan man da virkelig ikke bruge den andre steder, for man lærer kun at skrive af fra tavlen. Til gengæld kopierer de små frøer løs med den skønneste håndskrift for det har de trænet siden fireårs-alderen. Alle andre bruger en computer. Ak. Ak. Ak. At de hugger alle andres idéer er tydeligt, når man kigger kataloger, dameblade med videre. Dem om det. Mine børn skal bare helst ikke udsættes for det. Så jeg fintænker en del over, hvor mange procent påvirkning, der er tilbage mig og Alain, og om det er nok, når kammeraterne og skolen har taget deres del.

Onsdag havde jeg lige lejlighed til at snakke med kusinerne på snart 8 og snart 10 om skolen. Ikke sjovt for dem. Ikke sjovt at høre om. Man sidder på sin flade og skriver, må ikke snakke, har få pauser, hvor man kan røre sig lidt. Og sådan fortsætter det. Siden samme aften talte jeg med en veninde, der fortalte mig, hvordan hun virkelig havde tænkt over en dansk kusine med samme uddannelse som hende selv, der talte om, at det var sjovt at gå på arbejde. Sådan oplevede hun det slet ikke selv, heller ikke som noget der kunne være en del af at gå på arbejde: At man også skal have det sjovt. Trist.

Personligt har jeg normalt haft det sjovt. Med arbejdet. Med kollegerne. Det eneste oplivende var, at Alain, der også keder sig, når han sidder stille, har klaret sine eksamener hele vejen op igennem systemet, og altid haft jobs, han har klaret godt og været glad for. Så det kan altså lade sig gøre, selv i Frankrig. Men jeg overvejer mere og mere, hvordan man sikrer en skole, der åbner muligheder i Frankrig, men for helvede også noget, der ikke lukker i resten af verden, fordi man kun er uddannet til at skrive af.

Vi vil gerne have Clement på en skole, der er specialiseret i musik. Det er så indlysende stor en glæde, han har, at han selvfølgelig skal have mulighed for at forfølge den. Dels i undervisningen, dels gennem mødet med andre børn og forældre med samme interesse. Gud og nåde og trøste dem, hvis de så underviser i musik på samme måde.

Heldigvis har vi da Lucie - hun er så heller fransk men tjekke - men hun underviser i Frankrig og har gjort det meget længe, og det er tydeligt, hvor hun får den musikalske glæde til at blomstre i vores lille søn. Jorden var også gødet godt og længe. Det meste af ugen taler vi om, hvornår der er Lucie igen. Det store hit er at klistre trommebilleder i musikbogen og bygge Duplo-instrumenter.

Jeg tvivler på at Lego er klar over, hvilke fantastiske konstruktioner man kan udføre i deres klodser. Måske skulle man sende dem et par billeder. Her på det seneste har Clement udvidet fagot, saxofon og elektrisk guitar med forstærker - piece
of cake - med orgel, trækbasun og horn.

Lige nu er han er glad. Alt andet er lige meget.

Til at få fnat af

Skolen advarer nu også mod fnat. For to uger siden var det skarlagensfeber.

Alle forældre forsikrer, at disse sygdomme ellers er udryddet i Frankrig og sådan noget.

Interessant nok, at tilsyneladende selv sygdommene er mindst 50 år efter alle andres tidsregning.

Et andet interessant aspekt er, hvordan jeg i dag er formentlig fuldt opdateret om fnattens familie. På trods af, at jeg kun har drukket to kopper kaffe med en anden paria, der heller ikke har boet her i 10 år, og dermed også er udelukket fra den almindelige nyhedsstrøm, der udveksles i ventetiden foran skolen.

Men paria eller ej: Selv dem, der intet ved og aldrig taler med nogen, får alligevel adgang til nyhedsstrømmen. Dårlige nyheder - især om andre - er som en stor og skøn naturkraft, og INTET kan forhindre dem i at nå ud i alle hjørner.

Lidt uhyggeligt. Jeg gennemfører med god grund knaldhård kommunikationsstyring, når jeg går en tur på posthuset.

Loftsleg

 

Leg på loftet en søndag eftermiddag, hvor det regner hele tiden. Clement vil gerne lege med Eva, men hun er en frustrerende kammerat, for hendes definition på leg er at sætte sig på togbanen, legoet eller hvad legen nu omfatter.

Guitarfødselsdag

 

 

Clement byggede forleden en guitarfødselsdag, hvor ham på 15 år fyldte 16. De to andre guitarer er fem år og syv år, og to af dem hed elektriksk guitar og den sidste akustisk guitar. De fik kage med 16 Duplo-lys, og fødselsdagsguitaren fik en bro og en computer i gave. Han er også så stor, at han godt kan lide at drikke en lille kop kaffe nu, de andre ville hellere have juice. Den lille babyguitar i forgrunden er blevet træt og hviler sig. Den slags sker ellers sjældnere og sjældnere for vores baby her i huset, der syntes at holde sig oppe hele tiden, så længe der sker noget.

Fantastisk at følge med i de historier, der nu nogle gange dukker op især i forbindelse med Duplo-byggeri.

Legekammerat

Clement til Eliot:

"Tu est toujours mon copin?"/"Vil du altid være min ven"

Eliot med overbevisning i stemmen:

"Oui, toujours, toujours"/"Ja, altid, helt sikkert."

De har som sædvanlig stort set ikke tid til at læse noget. Tre timer til at lege pirat, vejarbejde, dinosaurus, spille musik, reparere ting, bygge med Lego er slet ikke nok til at lege i bund.

Ind i mellem lyder det for mig som om Clement styrer det hele. Når jeg sidder ved skrivebordet ved siden af Clements værelse, kan jeg bedre høre, at de udveksler både magt og inspiration.