Dåbsgaver fra nær og fjern

Eva har fået en masse gaver af familie og venner, der enten var med til barnedåben, eller sendte hende en gave. Rækkefølgen er random. Til jer, der aldrig nåede at se gaverne, eller ikke var med. Her kommer de:

To bogdubletter er byttet i Danmark til "Pippi Langstrømpe" og "Niels Holgersens forunderlige rejse". Eva har også fået en del penge, der er sat ind på en konto i hendes navn.


Skindsko fra Hanne, Klaus, Josefine, Pauline og Isabelle i Værløse.


Uldengel fra Karen i Himmelev.


Håndmalet kors fra Nicaragua fra Bernadette i Verdun.



Sengetøj med sommerfugle fra Suna, Karen og Mads i Himmelev.


Cirkeline fra Kaj og Aksel på Nørrebro.




H.C. Andersen-akvareller i pigemodellen fra mormor og bedstefar i Odense.


Uldfår fra Suna, Karen og Mads i Himmelev.


Sølvarmbånd fra moster Fie og Jens Christian i Odense og Herning.


Halskæde med mariehøne fra Anne, Patrice, Antoine, Lisa og Adrien i Givry-les-Loisy.


Skotsk broche fra Peter Helensburgh.


Velourdragt fra Lucienne og Roger.


Guldkors fra Mamie Josette i Soulières og Marcel i Le-Mesnil-sur-Oger.


Filigransølvkors fra mormor i Odense, der har det fra sin mormor i Thisted.


ikingeamuletsmykke fra moster Hanne i Århus.


børnebibel fra Marianne, Allan, Tim, Jakob og Ellen i Pandrup.


Sølvkrus fra Anette, Nanna og Trine i Tønder.


Vennebog og meget mere fra Julie, Torsten, Flemming og Edith i New York.


Kjole fra Annick og Michel i Reims.


Musikalsk legebog med CD fra Søren, Annette, Robert og August i Himmelev.


Halfdan Rasmussen ABC med CD fra Hanne i Tønder.


Badeorkester fra Kaj og Aksel på Nørrebro.


Børnesofatæppe fra Catherine, Vincent, Camille og Mathilde i Paris.


Aktivitetsbord i træ fra Etienne, Laurence og Alexis i Monts.


Børnestol fra Isabelle, Finn, Sarah, Luna, Marianne, Nico, Oscar, Anouk, Susanne, Stéphane, Cléophée, Alexis, Charlotte, Romain, Charles og Alexander i Rilly-la-Montagne, Taissy, Reims og langt langt ude på landet på en gammel gård nær Soissons.


Børneservice fra Raymond og Jeanne.


Kaninlampe fra Roger og Viviane.


Dannebrog fra Mette på Vesterbro.


Bamsebestik fra Pernille og Pernille i Valby og næsten Rågeleje.


Børnemusik fra 2 x Pernille.

Vildt

I dag kom et vildsvin stormende ud foran os på landevejen mod Vertus. Det ramte et af forhjulene på bilen foran os.

Svinet, der i hvert fald holdt sine 100 kilo, kom hurtigt på benene igen - uden en skramme - og forsvandt ind i vinrækkerne på den modsatte side af vejen, mens vi stadig holdt helt fortumlede over oplevelsen.

Den ramte bil slap med en mistet hjulkapsel. Normalt vil det sjældent være vildsvinet, der får mén af sådan et møde. Biler har dog sjældent godt af det.

Det er ikke specielt almindeligt, at dyr søger ind i vinrækkerne. Og vildsvin foretrækker alt andet end åben himmel. Chaufføren i den ramte bil mente, at det kunne være blevet skræmt ud i vinen af jagten, der så småt er i gang.

Vi har et stykke af den behårede fætter, der er portrætteret foroven, i fryseren. Jeg har indtil videre ingen anelse om hvad man gør ved den, så indtil videre bliver den liggende. Det er en af Alains teknikere, der skød den for nogle uger siden, og det er hans søn, der så betuttet kigger til fra siden. Jeg ville saftsuseme også have respekt for sådan et svin... selvom den altså er ret død.

Genboerne med huse på niveau med skovstien fortæller i øvrigt, at de ind i mellem ser vildsvin om morgenen. Jeg var faktisk ret overrasket over at høre, at de søger så tæt på byen. Nu er jeg jo ikke lgiefrem kendt som det store A-menneske, så jeg regner ikke med nogensinde at tage del i dette efter sigende fascinerende syn.

Rangeren i skoven har dog denne sommer vist os klovspor fra små vildsin. Det er indtil videre det tætteste vi har været på disse store vilde dyr i vores egen skov.

Pluskinder

Her er jeg, Eva Tange Gérard, 6,1 kilo og 61 centimeter, og jeg skal allerede snart have både mit eget pas og grønne grøntsager. Lægen spørger, om man ikke har problemer med overvægt i Danmark, siden man stadig anbefaler vælling. Min far kalder mig Balladur, men ham er der nok alligevel ingen danskere, der kan huske, men det har noget med mine kinder at gøre, kan jeg så afsløre. Min mor siger, at de ikke er rigtig kloge, og at jeg vejer præcis det en baby skal veje, og at jeg nok skal få vælling, hvis jeg har lyst til det. Lægen foreslår grøntsagssuppe, men nu er franskmænd også ret vilde med en lille potage om aftenen. Min mor har nok tænkt sig at tage det råd som en fordel snarere end personligt. Så kan vi nemlig alle sammen spise det samme om aftenen. Men jeg ved nu ikke, om jeg ikke hellere vil have vælling. Jeg er jo barn og bør derfor som udgangspunkt tage enhver form for grøntsager ilde op.


Min søde storebror byder på en lille honningkage. Ha! Det er da kun fordi han ved, at kun drikke mælk. Når jeg lige om lidt snupper kagestumpen ud af hænderne på ham, får fløjten nok en anden lyd. Jeg er bare bange for at jeg ikke får lov. Ham lægesnuden har anbefalet, at jeg ikke får æg før jeg er et år. Det er noget med allergirisiko... ikke fordi jeg er i farezonen... han understregede også, at der ikke var nogen beviser... men det er altså muligt, at det er godt med henblik på ikke at udvikle fødevareallergi at udsætte introduktionen af æg og fisk i min kost til jeg er et år. Så der bliver vist ingen små kager til mig før om lang tid.


Ærgerligt nok, jeg er ellers i fuld gang med at træne gribeteknik, foreløbig går det klart bedst, hvis dimserne er gjort fast i en bue over mig. Jeg er dog også ret vild med at dimse rundt med min blå elefant og med min mariehønebog. Hver evig eneste morgen aser og maser jeg for at få dem stoppet ind i munden, en af gangen, men der er altså ikke plads endnu, heller ikke selvom jeg har trænet flittigt med mine fingre, lige siden jeg opdagede, at de var næsten lige så gode som sutten. Clement siger, jeg godt kan glæde mig til det bliver min tur at prøve flymaskin til december, når vi skal hen til Danmark, så jeg er begyndt at øve mig, og det går også meget bedre med at få plads til den i gabet.

November i Paris

Paris er bedst i november. Det er så køligt, at man med fordel kan bruge sine seje støvler og flotte vinterfrakke. Bladene har efterårsfarver. Solen er skart og smuk, og vejret er stadig godt nok til at man kan hænge ud på fortorvscaféerne. Man hænger dog ikke ret længe ad gangen i selskab med Clement, som virkelig har lært at løbe. Heldigvis morer han sig med at løbe efter duer, så en del af løbet foregår i cirkler. Ellers var Alain og jeg aldrig sluppet levende fra sådan en udflugt. I dag - dagen derpå - har vi følt os MEGET gamle.

Programmet var fastlagt på forhånd. Det er en stor fordel i Paris. Så har man nemlig en chance for at nå det man gerne vil. Vi skulle have lavet pas til børnene og havde besluttet at tage metroen rundt, først til Pompidou-centeret for at se en bestemt udstilling, derpå til Louvre for at se glaspyramiden, som Clement kender fra bøger. Det tog os næsten syv timer, frokost og kaffeoptankning inklusive. Selvom Ikea for så vidt ikke var lukket, valgte vi at gøre hjem til Champagne med i den grad flade batterier og opstrammede balder. Der er rigtig meget musik i metroen - violin, guitar, saxofon, panfløjteindianerorkester, syngedame à la Piaf - og også rigtig mange trapper.


Beaubourg, Pompidou-centeret i midten af Paris, er en fantastisk 80'er bygning med rutschebaner udenpå, mener Clement. Indeni er der en udstilling af multimediekunst, der kommer fra Fabrica, der er et kunstcenter i Treviso i Italien, finansieret af Benetton-penge.




En af installationerne består af et kamera, hvis billede bliver vist på væggen hundredevis af gangen. Højst finurligt er der en lille forsinkelse fra billede til billede, række til række, hvilket giver en bøljeeffekt. Man kan altså se sig selv række armene i vejret efter at man har gjort det. Ret morsomt, ikke mindst for en 3-årig. Også ret morsomt er det at Alain stiller sig ind i rummet med Clement og gør ting... en masse folk kigger på og griner med den 3-årige, men ingen springer ind og leget efter Clement og Alain. Heller ikke mig... nogen gange kan det godt undre mig i hvilken grad legeinstinktet altid eller næsten bliver overdøvet af det gode opdragelses/generthed for at vise sig frem-instinktet. Hvor er det synd.




Man ankommer i denne spændende multimedieudstilling ad en fantastisk trappe. Noget elektronisk dims er installeret ved hvert trin, og det betyder, at der lyder toner, når folk går op og ned ad trappen. Kunstcenterets store foyer genlyder af denne helt specielle musik. Clement og de andre små og store børn er begejstrede. Her har folk sværere ved at styre deres legegen. Det gør sikkert en forskel om man blot skal gå op og ned for at aktivere interaktiviteten eller man skal stå og bevæge kroppen for alles blikke.


Clement kommer ikke til Paris hver dag, der er 100% fuld knald på. Dette billede er fra et af de sjældne øjeblikke, han ikke løb rundt. Han er bestukket - naturligvis - med en appelsinjuice og chokoladekage.

Efter Beaubourg tager vi metroen - der i sig selv er en del af dagens pariseroplevelse - Clement er jo ret interesseret i tog, så han synes også, at metroen og de lange tunneller under jorden med mange mennesker er ret spændende. Vi dukker op ad dybet udenfor Louvre for at se glaspyramiden og bassinerne ved den. En altid smuk oplevelse. Æstetikken på dette sted er virkelig sund for sjælen, det er jeg overbevist om, så selvom vi kun bliver her et kvarters tid, er det maset op og ned fra metroen værd.

Pølsesnak

Clement og Maëlys fra de første endnu generte skoledage. Det er for længst gået fløjten nu.

Konstant prøver vi at finde ud af, hvad rødderne egentlig har gang i i den skole. Her i ferien gjorde Alain ved anderledes spørgeteknik en opdagelse, som vi har grinet gevaldigt af lige siden.
Han spurgte Clement, om de råber lige så meget henne i skolen, når de skal sove til middag, som herhjemme, hvor lydniveauet er for opadgående... Clement konstaterede som det selvfølgeligste i verden... "Ben, mais oui"... Da Alain spurgte videre til råberiet, viste det sig, at i hvert fald en del af det består i en ny sjov leg, som Clement og Maëlys åbenbart leger, når de skal sove, og som går ud på at råbe "kaka boudin" til hinanden.

Endnu mere morsomt... da Alain fortalte denne historie til Sandrine, Apollines mor og Alains kusine, som vi besøgte i efterårsferien... brød Apolline, der også går i petit section og Clement nærmest sammen grædende af grin, hvorpå de begyndte at råbe kaka boudin til hinanden. Apolline kendte tydeligvis det frække ord, der åbenbart er en fransk maternelle-klassisker. Fniiiis...

Den intelligente læser har sikkert for længst regnet ud, at det selvfølgelig har med fækalier at gøre. Kaka svarer vel nærmest til pølser på dansk, og boudin er pølser.

Enormt frækt, ikk'?

En funny fætter

Ugen efter barnedåben regner det nogle dage helt vildt... og når det en sjælden gang regner hos os, så minder det mere om syndflod end om regnvejr... hvorom alting er får vi netop sådan en helt vild regnvejrsaften besøg af dette giftigt udseende væsen, der normalt skjuler sig langt inde i den dybe skov. Alain har i over 40 år aldrig før set sådan et kreatur, så vi bruger lidt tid på at studere det.

Åben skole

Lørdagen efter barnedåben er der åben skole i et par timer lørdag formiddag. Vi kan købe kage, eleverne selv har bagt og dertil drikke en kop kaffe eller te.

Der er lejlighed til en hurtig snak med læreren, Brigitte, og med de andre forældre, hvis man kan komme afsted med at prikke hul på deres Verzy-skal. Det er ikke nemt.

Heldigvis er Manu, chefen fra vuggestuen, der også... så kan vi da snakke lidt med hende.

Og så er det bare helt vildt sjovt at se alt der dims de små basser har lavet efter at have været på kunstudstillingen "Supernova" i Pommerys kældre. Hos os har vi jo talt en del om værket "Den store mor" - jeg ved såmænd ikke hvad det hedder rigtigt, "Den store mor" er fint og malende nok for mig, idet det drejer sig om et meget stort kvindehoved, og for Clemnet er alle voksne mænd fædre og alle voksne kvinder er mødre.








Tom er ret god til at forklare, hvad de har puttet ind i skotøjsæskerne, men han går også i Grand Section - han er en af de store på 5 år - og jeg har Clement mistænkt for at se lidt op til ham. Tænk bare det at være 5 og være en grand.