Drengehår

Det har ikke skortet på opfordringer på både dansk og fransk. Nu har Clement så været hos frisøren første gang. Og jeg tror nok, at han har nydt den megen opmærksomhed, det har givet fra vuggerens damer i løbet af i dag. Kan næsten 3-årige smigres?

Den lille maestro

Clement bliver så stor. Kun to måneder til han fylder tre år. Kun fire måneder til han bliver storebror. Kun et halvt år til han skal begynde i skole.

Han er blevet meget bedre til dansk siden jul - og fransk sikkert også - men det følger jeg mindre med i. Det er Alains afdeling. Jeg taler også meget med ham. Når vi går tur, taler vi om træerne, vinen og fuglene, der lige nu bygger rede.

Det er skægt at følge hans sproglige udvikling. Han er nu i stand til at lege med sproget. I øjeblikket har vi den totale griner hver aften over ordet "computer", der helst skal udtales mærkeligt. Det er også vild morskab at sige ting forkert på en sådan måde, at man afslører, at man godt kender den rigtige sammenhæng. Tilsvarende når han lægger puslespil, kan han nu finde på bevidst at lægge det forkert for så til sidst at finde den rigtige løsning, som han tydeligvis har kendt hele tiden. Det er dog absolut hverken morsomt eller tilladt at sige et forkert ord, når vi læser Richard Scarrys pegebog.


Clement læser pegebog med mormor.

Vi har besøg af mormor i en lille uges tid i den danske vinterferie. Vi laver ikke så meget, bruger tiden på at tale sammen.


Gåtur ved vinmarkerne i udkanten af Verzy.

Lille maestro
Når vi er hjemme, er musikken stadig en meget central plads. Vi tegner de forskellige instrumenter omend mindre end omkring jul. Vi ser "Sigurd og Symfoniorkesteret" og "tam-tam", der er blevet store i vores familie. Det er såmænd "Buena Vista Social Club", som jeg fandt på at introducere på et tidspunkt for at vise Clement, hvordan man spiller på de bongotrommer, han fik i julegave.


Clement læser sine instrument-tegninger.

Den film har samtidig givet anledning til at tale om forskellige aldre, da de fleste optrædende i den film jo er i bedste- og oldeforældrealderen. Det er blevet til de gamle papy'er, der spiller klaver, trompet og store kontrabas.

Instrumenterne og musikken er også blevet midlet til at tale om følelser. Sigurd er kommet os til hjælp her, og jeg er blevet rigtig god til at imitere både en glad, en gal og en trist violin, en ditto trompet klarer jeg også. Det er primært de mere avancerede instrumenter som kontrafagot, sousafon og bols japonais, der volder artikuleringsmæssige problemer. Clement har helt styr på dem alle sammen.

Her er Frankrig kommet os til hjælp. Personligt synes jeg nok, at den nationale børnelitteratur er ret ucharmerende. Til gengæld er den oplysende. Det betyder, at man kan få børnebøger, der forklarer alt mellem himmel og jord. Har man interesserer som nu Clement, køber man en bog, der detaljeret forklarer om instrumenternes udseende, funktion, globale udbredelse osv., og det har yderligere bragt os i kontakt med charango på det sydamerikanske kontinent, indiske tablas og svensk nøgleharpe.


Clement hygger sig med sit nye musikmonstrum. Det kan forlænge en pottetur til både det dobbelte og tredobbelte.

Forleden dumpede en forsinket julegave ind ad døren. En musikboks, der kan spille selv, og et sæt percussioninstrumenter til børn, så nu er Clement den heldige ejer af maracas, kastagnetter, guiro, bjælder og en diskofløjte. Udover bongotrommerne, xylofonen, trommen, fløjterne og en lille tamburin. Og han elsker det.


Petit Lion.

Petit lion
Til fastelavn var Clement klædt ud i en løvedragt fra mormor. Han ville dog først tage den på på selve dagen og kun nede i vuggeren, der har de åbenbart gjort det skægt for ham at have den på. Der var i hvert fald ingen problemer med at få ham til at hoppe i den på Anne-Lises seks års fødselsdag, hvor en hel stribe småpiger var indbudt og så Clement, der nød at være "petit lion" i flere timer.


Tøsetur til kusine Anne-Lises fødselsdag. Nathalie er god til at sætte dem i sving, her skal de lave en figur af marcipan i tre farver.

Vi holder fast i vores tur med lille Vasco, en lille terrier, og dens madmor Virginie. Clement er blevet fine venner med dem begge to. Han er også blevet gode venner med Olaf, som er naboens Golden Retriever. Vi har købt hundekiks til dem begge to. Fætter David har også fået hund nu, en smuk, sort labrador, der er en stor hvalp og stadig lidt for sprælsk for Clement.


Skoven er blevet en skøn legeplads. Clement storker afsted deroppe, men han kan stadig godt lide at blive kørt derop.

Stort set hver weekend siden jul har budt på et ophold på en-to dage i Soulières, fordi der er så meget arbejde i vinen. For Clement betyder det tid med Mamie og Marcel. Jeg har sagt til Josette, at Clement måske vil begynde at snakke om en Papy, og at jeg har sagt til ham, at han har sin Mamie Josette og sin Marcel og sin David i Soulières og sin mormor og bedstefar i Danmark.


I Soulières bor også den flotte traktor, som Clement fik i julegave af David. Han har endnu ikke fundet ud af at dreje pedalerne rundt. Eller også er han for doven.

Clement har fået en gudbror
Den fjerde marts fødte Laurence en lille søn. Tre uger før forventet termin. Ud kom Alexis på 2,5 kilo og 45 centimeter. Jeg brugte det meste af en eftermiddag dagen før på at indkøbe tøj til ham. Jeg glæder mig meget til at være gudmor for så længe ventet et barn. I forvejen har jeg to kloge, kreative guddøtre i Danmark.


Klinikken i Paris passer godt på lille Alexis, én dag gammel, og sund og rask.

Vi har også været et smut på Montmartre.


Vi hører en harpenist - det er en keltisk harpe, vi er jo kendere - foran Sacre-Coeur.


Sacre-Coeur.

Clement har nu også været ret tæt på rigtig ildebrand. Lige lovlig tæt synes jeg. Vores genbos bil og garage udbrændte en aften, antændt af en brandbombe. Hele vejen var optaget af fire brandbiler de næste fire timer. Så lang tid tog det før branden var slukket, og de sørgelige rester sikret.

Vi kunne dårligt holde hændelsen helt skjult for Clement, da det larmede helt vildt i mange timer. Desuden lyste brandbilernes blå lys ind gennem vores skoddeløse vinduer, og han kunne også høre de mange mennesker på gaden. Så vi klædte ham på, tog ham med ud og se brandbilen, alt mens vi passede godt på, at han ikke så ilden. Heldigvis forbandt han ikke brandbil og den voldsomme røg med ild. Røg er han jo vant til at se fra landsbyens skorstene.

Efterfølgende har David lovet at tage ham med ned og se Vertus' brandbil. David er jo nu blevet halvprofessionnel brandmand, og har vagter med holdet i Vertus. Vi var også svært glade for at se de lokale frivillige brandmænd på brandnatten. Det er meget værd for et lille samfund at have en gruppe, der ved, hvad de skal gøre, og er øvet i den slags. Så skidt med, at brandmajoren havde glemt sine briller hjemme i Verzenay. Det sagde han s'gu, efter at han via vores telefon havde afmeldt alarmen. Vi har også glemt, at brandbilerne missede afkørslen til vores vej, og tog den hele vejen til næste landsby, før de kom tilbage for at tage sig af branden.

Vi er ikke nøjeregnende, og ingen kom heldigvis noget til, udover skrækken. Så vidt jeg ved er brandbombens ophavsmand stadig ikke fundet. Lige siden har jeg troligt låst porten hver gang jeg går nogle steder. Jeg troede virkelig, at Alain ikke var rigtig klog, når han insisterede på altid at låse alt grundigt inde, men jeg har måttet sande, at folk, der ikke er rigtig kloge i hovedet, åbenbart også har deres gang her i gaden.


Dagen efter branden skinnede solen ned på de triste rester.

Josette inviterer hele familien Jorand - hendes søster Monique og hvad deraf fulgte - og så Alain og søstrene, David, Clement og jeg på restaurant i begyndelsen af februar. Det er vældig rustikt. Fordelen er at vi har det hele for os selv, så Clement og kusinerne kan lege, som de vil.

Det lille pus får lov at være "Ogre" - monstret - men han er glad for at løbe efter dem. Han tror, at han er med i legen, hvad han selvfølgelig også er. Dog er han næppe klar over, at han er den, der er udenfor, anderledes...


Clement og kusinene bygger med Clipo.


Til bords.


David er stadig et stort hit... og Clement ligeså.


Mardi Gras foran fontænen downtown Soulières.


Lille løvefar.

Den 19. marts bød på mulighed for at lufte løvefar sammen med børnene i Soulières. Det kastede en del penge og en kolonorm slikpose af sig. Pengene går i landsbykassen og bliver anvendt til at købe små gaver til præmier i konkurrencerne for børn den 14. juli.

Clement på sjov i skoven

For første gang nogensinde har Clement - efter at være blevet slæbt med i skoven flere gange om ugen i halvandet år - vist interesse for at stige ud af kalechen og selv betræde tæppet af visne blade.

I går eftermiddags hyggede vi os sammen med Virginie, som bor længere oppe ad vejen, og hendes lille terrier i næsten halvanden time, hvor Clement drønede rundt og kastede pinde til Vasco i størrelser, der varierede fra 10 centimenter til halvanden meter. Han skal nok komme efter det.

Hunden har glædesstrålende hilst Clement goddag gennem det sidste år, men Clement er bange for hundre, og også for Vasco. De sidste par måneder har der dog været optøning på vej, og nu ser det sørme ud til, at Clement omsider har indset, at man kan bruge skoven til andet end at se på, og hunden til andet end at sige "Non, Vasco".

Det gjorde mig så kisteglad at vende hjem med møgbeskidte støvler. Clements flyverdragt var ligeledes kørt ind i jord for første gang nogensinde. Og han hylede ikke engang når han den ene gang efter den anden mistede fodfæstet i den bløde jord i de mange grøfter. Eller plantede klør fem i et brombærkrat. Skoven, der jo på vores side gror op ad bakkesiden, rummer også mange kløfter, hvor han desværre udviser samme grad af dødsforagt. Men foreløbig er jeg bare så glad.

Det kan Clement nu

Siden hjemkomst efter juleferien er Clement - til sin mors store glæde og stolthed - debuteret som tosproget. Han er for første gang ikke efter hjemkomsten slået over i ren fransk, men kan håndtere at tale på fransk til Alain og på dansk til mig i samme samtale. Lidt cool af sådan en lille rod eller hvad.

Hans store glæde ved musik synes bare at tage til. Jeg er helt sikker på, at han har musik i sit hjerte, og det gør jeg, hvad jeg kan for at styrke. Vi synes åbenbart alle, at det er sjovt: Tegne instrumenter på livet løs, ser "sigurd og symfoniorkesteret" og her på det seneste også "buena vista social club", så Clement kan høre noget bongotromme. Sådan en fik han i julegave af os, og den - og sin xylofon, tamburin og tromme - er i brug hver dag. Vi hører også forskellig musik, hvor vi lytter efter de forskellige instrumenter og mimer, at vi spiller på dem. Spiller på syntheziseren og læser bøger med billeder af musikinstrumenter. Var det ikke lige fordi, at Clement sådan set helt selv har gjort opmærksom på denne interesse, ville jeg overveje, om jeg pacer ham.

Clement er også blevet god til at bede om ting, han kommer og tager os i hånden for at vise os ting, han vil, og jeg kan også bede ham om noget. F.eks. selv at stille sine støvler på plads. Han tager selv et glas vand, hvis han er tørstig, og er i det hele taget et ret selvhjulpent barn efterhånden. Han er også god til at tisse på potten omend han ikke synes at have nogen bevidsthed om at han selv kunne sige til lige før han skal tisse. Han er ikke nogen ørn til at tage tøj af og på. Alain er begyndt at træne dette med ham. Det skal han jo kunne inden maternelle.

Til gengæld er han ikke ret fysisk. Nogle gange cykler han i vuggestue om morgenen, men det er stadig mig, der skubber bagpå. Godt nok er vores by også en bjergby, men det går ned ad bakke, når vi skal derned. Om eftermiddagen henter jeg ham altid med klapvognen, han er lige stået op fra sin lur, når jeg kommer, og er stadig ikke helt vågen. Så går vi tur. Nogen gange med en anden kvinde fra vejen, Virginie, og hendes lille hund, Vasco. Som Clement synes er meget sød, men også har respekt for. Det er en livlig terrier.

Om lørdagen går vi til bageren og henter brød og brioche. På de gode lørdage møder vi Maëlys og hendes mor. Det er Clements lille veninde fra vuggeren, og hun kommer altid og giver ham et kys på kinden og kan ikke forstå, at hun ikke får et tilbage. Clement har nemlig ikke lært at kindkysse endnu. Jeg har sagt til Alain, at det kommer han til at træne grundigt med sin søn, for Maëlys forstår ikke, at Clement ikke kysser tilbage, og med god ret, for det bruger man jo her i Frankrig. Så nu er der kindkyssetræning hver aften. Smack.

Vintercirkus i Reims

Clement og mor på vej i cirkus. Tænk, vi får to fribilletter forærende, og jeg får en introduktion til "le cirque educatif". Cirkus er en stor ting i Frankrig, og det gamle vintercirkus i Reims spiller forestilling for alle skolebørn mellem fire og 11 år hver vinter. Dertil kommer nogle forestillinger i weekender, som man kan købe billet til, hvis man altså kender traditionen. Det gør jeg så nu, så fremover skal det ikke være min uvidenhed, der hindrer Clement i at komme i cirkus hvert år.

Clement and Solveig on their way in circus. We have been given two free entries, and I have now also got an introduction to the "Cirque educatif". Circus is a big thing in France, and the old wintercircus building in Reims has a performance for all school children between four and 11 years each winter. On top of that there are some performances in the weekends, where you can buy tickets. That is if you know the tradition. Now I do and from now on it will not be my ignorance that will prevent Clement from a visit to the circus each year.


En cirkus-forestilling er en noget voldsom oplevelse. Med dramatiske lysskift, høj musik, mange mennesker og rigtig levende dyr. Clement putter sig ind til mig gennem det meste af forestillingen, og jeg tror egentlig ikke, at han har set så meget, førend jeg stiller et par checkspørgsmål i bilen bagefter. Hvilket instrument spillede f.eks. den hvide klovn på? Det var da trompet, kom det prompte. Og accordéon.

A circus-performance is a rather intense experience. With dramatic change of light, loud music, many people and big animals. Clement tuck into me through the mainpart of the performance, and I actually do not think he has seen a lot of the performance, before I do some check-questions in the car afterwards. What instrument was the white clown playing on for instance? Well, that was a trumpet of course, Clement answered with great obviousness. And accordéon too.


Elefanten kan nok få cirkusbarnet frem i mig. På sin vis er det så banalt. Den går lidt rundt, drejer lidt rundt på sin skammel og så videre. Men den gør det s'gu' lige foran øjnene på os, og det er altså uden sammenligning en anden oplevelse end at se 10 elefanter gøre det samme på tv. Jeg tror nok, at Clement havde en vis respekt for elefantens størrelse, selvom vi sad langt væk fra den. Til gengæld havde vi meget fin udsigt til musiktribunen, hvilket var stort.

The elephant can really bring out the circus child hidden within. In a way it is very banal. The elephant walks around the manege, it turns around on its stool and so on. The difference is, that it does it right in front of our eyes, I suppose, and it is without comparison another experience than to watch 10 elephants do the same thing on tv. I think though that Clement was a bit frightened about the size of the big animal though. Even we were seated far away and above it. We had a great view of the tribune with the music.


Da trapez-kunstnerne gik i gang i showets sidste del, vågnede den bette mand lidt op. Den kunne han godt kende: balancoire (gynge).

As the trapeze-artists showed their skills in the last part of the show, the little man seemed to wake up. This kind of equipment he knows very well and appreciates very much: La balancoire.


Selvom de godt nok gyngede meget højt oppe under loftet.

Even performers on this kind of equipment seem to do it from a rather high position.


Sidste nummer var en trup akrobater, der bestod af dels diminutive baglæns saltomortale-slåere dels springere og et par stærke mænd. Den lille dame nåede op i toppen af mennesketårnet ved at stå i den ene ende af vippen. Når to andre sprang ned fra stigende på vippens modsatte side, fik hun kraft nok til at katapultere sig op i toppen. Netop når man ser sådan noget "live", kan man se de små fejl, der også sker, og dermed får man i virkeligheden meget større respekt for den enorme kraft, præcision, træning og disciplin, der ligger bagved sådan et nummer.

The last act in the show was a troupe of acrobats, partly very tiny little backwards somersault makeres, jumpers and a couple of strong men. The little lady reached the top of the human tower by placing herself in one end of the springboard. As two others jumped from the tower on the other side, she would get enough speed and power to catapult herself on top of the human tower on the other side. When you see such a performance live with the little mistakes, you actually get much more respect for the skill of these people: The enormous physical strength it takes, plus great precision, discipline and traing behind an act like this one.


Efter forestillingen kommer alle kunstnere i manegen samtidig, bliver præsenteret én gang til og får applaus én gang til. Det er såmænd ikke fordi, at de er så mange. Alligevel har deres numre fyldt det meste af to timer ud, og givet os en stor oplevelse. Til næste år bliver det forhåbentlig en endnu bedre og måske lidt mindre frygtindgydende erfaring.

After the show everybody comes back in the manege for final presentation and applause of the audience. They are not that many. But still their acts have filled the major part og a two hour show and given us a great experience. Next hopefully we will be back for even more, better and maybe a little less frightening.

Nytår i Frankrig

Vi holder nytår med Etienne og Laurence. Nytårsdag er vi inviteret til frokost hos Etiennes forældre, Papy Raymond og Mamie Jeanne. Etienne lærer mig et nyt udtryk på fransk - "papy gâteau" - som jeg ikke kan oversætte. Men "papy" er bedstefar og "gâteau" er kage, som det samlede indtryk er rart.

New Years Eve we celebrate with Etienne and Laurence. The first day of the new year we are invited to have lunch with Etiennes parents, Papy Raymond and Mamie Jeanne. Etienne teaches me a new expression in French - "papy gâteau" - that I cannot really translate. But since "papy" means grandfather and "gâteau" means cake - the overall impression is rather nice.


Mamie Jeanne viser Clement, hvordan man giver hesten mad. De små hvedekorn triller rundt over alt, men det er der ingen, der så meget som hæver et øjenbryn over.

Mamie Jeanne teaches Clement how to feed the horse. The little wheat grains are everywhere, but noone take attention to that.


Bagefter laver hun hjemmelavede vafler, fodrer hele holdet af og giver os oven i købet to store glas hjemmelavet æblegelé med hjem. Man tager såmænd bare samme mængde hele æbler og sukker og koger det sammen. Saften filtrerer man fra til gelé. Det virker dog kun med forholdsvis sure æbler, for det er det naturlige indhold af pektin, der får æblesukkersaften til at gelere. Og sådan forekommer alt så let i denne ret selvforsynende pensionisthusholdning, der naturligvis også tilbereder sin egen "foie gras". Man køber såmænd bare en lever, renser den, og tilsætter salt, peber og armagnac - Jeanne bruger dertil også madeira, afslører hun. Tænk, jeg synes, vi var så avancerede, da vi havde både foie gras og figenmarmelade med til Danmark for nylig. Men sådan er det. Hver gang vi besøger Raymond og Jeanne, lærer jeg noget nyt om Frankrig, franskmænd og skik og brug. Det er blot aldrig på forhånd til at regne ud hvad.

Afterwards she prepares homemade "gauffres", feeds all of us and on top of that gives us to big glasses of homemade apple jelly to bring home. You cook the same amount of whole apples and sugar and filter off the juice. As it jells you get... yes... jelly. However you must use rather sour apples as it is the natural content of pectin that makes it jell. Everything in this rather selfsufficient retirement household seem easy just like that. Of course Mamie Jeanne does her own "foie gras" too. You just buy a liver, clean it, add salt and pebber and some armagnac - she uses some madeira too - cook it and there you go. And I thought I was advanced when we brought foie grad and marmalade of figs to Denmark recently. But that is the way it is. Each time we visit Raymond and Jeanne, I learn something new about France, the french and their customary practises. I just never know what it is going to be.


Bag den stribede skjorte vokser - ved vi nu - en lille og meget længe ventet Alexis. Han ventes om tre måneder, og tænk bare, jeg skal være hans gudmor.

Behind this striped shirt grows - we know now - a little and very long awaited Alexis. He is expected in three months time, and I am going to be his godmother.

Jul i Danmark

Juletræet fælder vi selv. Fies øje svigter, og vi vender tilbage med et træ, der undtagelsesvis ikke behøver have kappet toppen for at kunne være i stuen. Traditionen tro er det naturligvis skovens flotteste træ. Sådan går det altid.

The x-mas tree we pick up in the forest ourselves. Sister Anne-Maries sharp eyes fail her, and we actually return with a tree that can just be fit into the livingroom without having its top cut off as usual. Of course it is the prettiest tree possible. Somehow it always ends up like that.


Vi triller pebernødder. Det er også første gang, at Clement prøver den slags, og at trille er skam en kompliceret sag, men hvem siger også, at pebernødder skal være små og runde.

We make Danish x-mas cookies, pebbernuts. It is Clements first go with this sort of thing, and to do it properly is rather complicated for such small and unskilled fingers. But anyway who says pebbernuts need to be round or small.


Aftenerne inden sengetid foregår i den store sofa akkompagneret af "Barbapapa"-tegnefilm, der gjalder gennem hele huset. Clement er heldigvis ikke længere bange for den passage, hvor Barbabamse bliver stanget af en ond ged.

Evenings before bedtime take place in the big sofa watching "Barbapapa"-cartoons, that echoes through the entire house each night between 8 and 9. Clement is no longer afraid of the part, where Barbabamse is gored by an angry goat.

Smuttur til Roskilde:

I Roskilde er vi med til Mads' fodboldafslutning. Det er forrygende at se de seks-årige drenge drøne rundt efter bolden i én lang hale. Det er også tydeligt, at nogen har fattet mere af spillet - interesserer sig mere for det - end andre. Clement er ikke helt vild hård til det med bold, men han har da fundet ud af, at det gælder om at sparke til den med fødderne.

In Roskilde we participate in Mads' last day at the footballteam. It is great to see the little six year old boys follow the ball like a tail. It is very visible that some have understood more of the game than others - they are just more interested, I suppose. Clement is not great with a ball, but now he understands that the game is to kick the ball with his feet.


Vi har den store glæde at støde ind i Roskilde Nisseorkester på gågaden en frysende kold 17. december. Hvad kan man sige? Kønt er det jo ikke. Men en forrygende lejlighed til at studere lidt messingsuppe på nært hold, og så gør Roskilde Domkirkes to spir sig jo flot mod den knaldblå frosthimmel.

We have the big delight to meet the Nisse-orchestra of Roskilde in the pedestrian street a very kold December 17th. It is not the greatest concert you can imagine, but a great occasion to study some brass up close. Anyway the two spires of the cathedral are rather pretty against the very blue sky on this frosty day,


Det er julekalenderen "Valhal", der lægger Danmark øde i disse decemberaftener. Clement er ikke helt tryg ved Hel - det bør man nok heller ikke være - men så er det godt at have selskab i sofaen.

The tv x-mas calender "Valhal" about the Nordic gods is popular these decemberevenings. Clement is not quite happy about the appearance of death goddess Hel - who can blame him - but then it is nice to have good company in the sofa.


Den 18. december er vi til børnekoncert med Odense Symfoniorkester og et stort børnekor. De spiller og synger julesange, Harry Potter-tema og "Havet er skønt" fra Disneys film "Den lille Havfrue". Sidstnævnte er alletiders for vi sidder med forrygende god udsigt til alt janitsharernes ramasjang af trommer, xylofoner og så videre. Konferencieren klæder sig undervejs ud som julemand, hvilket Clement ikke ubetinget holder af. Han bryder sig ikke om ikke at kunne se folks ansigter, julemænd eller ej. I øvrigt har han en utrolig evne til at koncentrere sig i lang tid, når blot emnet er musik. Han klarer nemt denne 1,5 time lange koncert, men også en DR-dokumentar med Radiosymfoniorkestret, der i langt højere grad handler om orkestrets rejse til Kina og Korea end egentlig om musik, klarer han interesseret.

December 18th we are at a childrens x-mas concert with the symphonic orchestra of Odense and a big childrens choir. De sing and play Danish x-mas carols, the Harry Potter theme and "The sea is great" from Disney-movie "The little Mermaid". The last piece is great because we have a good view of the percussion, which play a rather dominant role in this piece. And since Clement has both xylofon and little drums, it is great to hear and see them played for real. The host is occasionally dressed up as Father x-mas which Clement does not appreciate that mucy. He just does not like when people are dressed up and he cannot see their faces. He manages this 1,5 hours long concert very well, but also a documentary on Danish television about the Radio symphony orchestras tour to China and Korea last year he manages even it is more about the tour than music, catches him. Anything will do as long as it is connected with music, it seems.


Første julegaver frigives til åbning før julemiddagen. Clement får nemlig en tallerken, som han skal spise af. Moster Hanne har også fundet dejlige sager fra Barbapapa-universet. Det er nu 30 år siden, at det sidst var på mode, og det er derfor stærkt opstigende på trendhimlen til svimlende priser naturligvis.

The first presents for Clement is given already before dinner. The Barbapapa-plate is supposed to be used during the x-mas dinner. Moster Hanne has also bought nice stuff from the Barbapapa-universe. It is now 30 years since Barbapapa was last en vogue which makes it a rising star on the trendsky these days. And the costs far to high of course.


Mormor har også et dejligt tigertæppe, som hun har glædet sig til at forære Clement gennem måneder. Åh, det er dejligt, og som Clement siger på umiskendeligt dansk "den er ikk' så farlig". Tigeren er på Clements liste over farlige elementer, der også omfatter løver, grise (vi ved ikke, hvordan den lille øfgris er havnet der), fyrværkeri, tordenvejr og ind i mellem striber. Det sidste er uheldigt, da garderoben omfatter ret mange stribede elementer.

Mormor has a great tigercarpet that she has been looking forward to give to Clement for months. It is so nice, and as Clement says in unmistakeable Danish: "It is not that dangerous". The tiger is on Clements list of dangerous things with lions, pigs (we do not know how cute little pigs ended up there), fireworks, thunder and now and then stribes. The last us unfortunate since Clements wardrobe has quite a few shirts with stribes.


Det er skønt at danse om juletræet. Allerbedst til "Et barn er født i Bethelehem" (Clement kan et vers: På stjernetæpper lyseblå, thi glæde sig Jerusalem, Halleluja, som mormor har lært ham på et par uger) og "Højt fra træets grønne top", som vi danser og synger sjovt.

It is great to dance around the tree. Best singing Danish x-mas carol about the little child, that mormor has managed to teach him very partly, and the all time favourite about the tree, that we dance and sing along in a funny way.


Juletræ med levende lys flag og halløj.

X-mas tree with real candles, flags and a lot of homemade and bought stuff. Very traditional Danish style.


Vi forsyner desuden hjerterne og kræmmerhusene med små stykker slik og trækker chokoladekringler på snore for at hænge dem på træets grene. En helt fantastisk hyggelig idé, mener Clement, der ikke behøver mere end et par dage for at få ryddet alt i nåhøjde. Han synes bedst om chokoladepastiller, franske linser og kringler, mindre godt om lakrids.

We put sweets in the hearts on the tree and put chocolate on strings to put them on the branches of the tree. A great idea, in Clements opinion. He needs few days to clean everything within his reach. He prefers the chocolate and likes the liquorice less.


2. juledag kommer der sne nok til at vi kan kælke.

December 26th there is snow enough to a sleighride.


En snak med ænderne er også hyggeligt.

A little talk with the ducks is rather nice too.








Til julefrokosten med familien 2. juledag er Clement endnu engang i fokus. Han trækker knallert - hjembragt fra England - med moster Hanne, og leger ballonleg med bedstefar.

At the x-mas lunch afterwards Clement once again is in the centre of attention. He pulls a cracker - brought back from England - with moster Hanne and plays balloons with bedstefar.


Endnu en slædetur inden vi bryder op.

Another sleighride before it is time for us to move on.

Hos Bjørg i Kastrup, Lille Nytårsaften i Himmelev:

Det sner dagen lang, og den 30. december er det lille hus på Corneliusmindevej næsten begravet i sne.

The snow falls massively all day long, and December 30th the little house in Corneliusmindevej is almost buried in snow.


Bjørg og Clement hygger sig altid godt sammen. Her læser de bog på Bjørgs værelse.

Bjørg and Clement always have a good time together. Here they read books in her room.


Heller ikke i år er vi i Danmark til nytårstid, og vi har i stedet forespurgt, om der er interesse for at holde Lille Nytårsaften den 30. december i stedet for. Det gør vi så hos Suna og med Volker, Caroline, Anne-Mette, Peter og ungerne. Vi har foie gras, figenmarmelade og champagne med fra Frankrig. Det hitter. Dagen efter finder jeg så ud af, at de rigtige franske husmødre - det må dem med hår på benene - selvfølgelig laver den selv. Man gør en lever ren og blander noget salt, peber, armagnac og eventuelt lidt madeira i, og så ved jeg ikke helt om den skal i ovnen eller hvad, men nu har jeg jo også et år at finde ud af det i.

This year we are also not in Denmark for New Years Eve. We have suggested that we should do a Little New Years Eve instead on December 30th. Which we do at Suna's and with Volker, Caroline, Anne-Mette, Peter and the kids. We bring foie gras, marmelade of figs and champagne from France. That is good. The next day I realize that real French housewives - now, I suppose I do not have to pretend anyway - prepare it themselves. You clean a liver and mix it with salt, pebber, armagnac and maybe some madeira, and then I do not quite know if you put it in the oven or how long for that matter. But now I have a year to work on it, have I not.


Efter dejlig mad tid til sneboldkamp og tur på kælkebakken med det knaldhårde dusin i Himmelev.

After a great meal time for a snowballfight and a trip to the toboggan run with the tough dozen in Himmelev.





Vi spiller enddag en omgang julebanko med spænding til det sidste, idet der er præmie både til vinder og taber.

We play a game exciting until the last moment since there is a reward for both the winner and the looser.


Aftenen før nytårsaften. The night before New Years Eve.