Bror og søster

Vinhøst i Soulieres

Den tredje uge i september tilbringer vi i Soulières. Den årlige vinhøst, hvor der er fest og glade dage i Mamies vendangeoir. 15 ekstra munde at mætte og kroppe at huse sætter deres præg på det store hus. Jeg vil gerne have, at Clement og Eva får lejlighed til at opleve denne form for gammeldags høst, så vi holder ham hjemme fra skole i den uge, så han kan være med. Alain er i øvrigt også med som vinplukker nogen af dagene.



Clement får lidt undervisning i at plukke druer - for første gang - og Eva er med i vinen, ligeledes for første gang.



Den dag holdet er tættest på Soulières spadserer Josette afsted med Clement for at klippe druer en eftermiddag.



Den ene er mere træt end den anden, da de kommer tilbage efter nogle timer. Mamie har jo ellers prøvet mosten, men er i en alder af næsten 75 år omsider ude af træning.

Clement og Eva

Jeg har været så spændt på, hvordan det ville være at have to børn. Jeg har travlere end da jeg kun havde et barn - det er så ikke den store overraskelse - men allerede nu, aftenen før Evas to måneders fødselsdag, synes jeg, det går utrolig godt mellem dem. Ind i mellem får jeg den indskydelse også at spørge Clement om han vil ønske hende godnat - også selvom hun allerede sover - så udstøder han et velment "GODNAT EVAAAAAA", så det runger gennem gaden, og babyen vågner... men skidt med det... det hører med til at være familie, og hun falder jo hurtigt i søvn igen.

Clement har også stor forståelse for det triste i ikke at kunne holde ordentligt fat i sin sutte og stopper den velvilligt tilbage i sprækken, når lillesøster sætter i et skrål... han har denne sommer lært, at vi her i huset ikke gider høre på det hyleri.. hmm... og jeg har denne sommer lært, at alt vender tilbage som en boomerang og er blevet ret god til at sige "for søren da".





Eva - det lille skidt, der ikke længere er helt lille - hun er skam oppe på næsten seks kilo og 54 centimeter. Det sjoveste er, at hun begynder at lege. Hun er vild med grønt - det var Clement også - rækker ud efter frøen i barnevognen, der har knitreben. Jeg er begyndt at lægge hende på Clements legetæppe, og det synes hun er forrygende. Også her rækker hun ud efter den grønne papegøje. Vi er også begyndt at tale med hende. Jeg er ret sikker på, at vi kommunikere, når hun kommer med et "ajj", jeg svarer det samme tilbage, og så griner hun over hele femøren og fortsætter med sine lyde.










Clement bygger med legoerne stort set hver dag. Meget ofte høje tårne, der meget ofte er store congas, som man kan spille på. Det hænder også, at han bygger sig en cello eller måske en lille glad violin.

Han er en dygtig moder for sine to bamser, der både sover, får skiftet ble, sidder på potte og skal have mad, som han tilbereder i alle mine køkkenskabe.

Sjovt at følge, hvordan hans legeverden udvider sig mere og mere, og hvordan han nu er i stand til at lege meget mere abstrakt end han kunne før.

Vandbane er for alvor et hit i år, han er begyndt at spille meget mere bold, og er overraskende god til at få bolden i nettet omend det ikke er en rigtig basketball endnu.







Eva ligger gerne i vuggen, hun kigger på de fine billeder, og hun gynger med den, så man skulle tro, at det er Clement, der skubber... men det er altså mademoiselle, der er spræl i, og det har der sådan set været siden begyndelsen. Hun har også stort set holdt sit hoved selv siden fødslen, og har ikke spor imod at ligge på maven. Hun er ikke forhindret i at bevæge sig af sit hofteskredskorset. Hun har i øvrigt snart haft det på halvdelen af tiden nu.

Clements 1. skoleuge

Den 4. september var Clement i skole for første gang. Det får danskere til at slå syv kors for sig, sådan har jeg også selv haft det. Jeg har vel brugt det meste af to år på at forlige mig med tanken.

Clement selv brød sig ikke om tanken, da det gik op for ham dagen før, at mormor ikke skulle med ind i klassen.


Fire gange om dagen kommer Clement til at gå op og ned mellem skole og hjem - otte gange for mit vedkommende, men det er fint nok, jeg skal tabe mig 12 kilo, og jeg kan mærke gåturene hele vejen fra balder til hælene. Jeg har sagt det før, jeg siger det gerne igen, vi bor næsten på toppen, og skal derfor forcere en seriøs stigning på turen mellem maternelle og det lille hus i rue Fresnet.


Han var selvfølgelig ikke den eneste basse, der var skeptisk. Der var både gråd og tænders gnidsel over det meste af den lille linje, de ni små der startede i petit section, hvoraf Clement er en del af den seks mand store gruppe, der kender hinanden fra vuggestuen.




Den første halve time er vi sammen med ham i et af lokalerne. De andre børn sidder nogle gange ved de små borde, andre vil være med deres forældre. Vi får Clement installeret med et puslespil, men vi kan ikke overtale ham til at sætte sig ved de andre børn, på trods af at han kender både Maëlys, Lucas, Clémentine og Maxence.

Den første morgen måtte vi forlade ham i tårer, da hjælpelæreren Pascale måtte hjælpe ham og en anden på toilettet.

Da vi hentede ham igen til frokost, var han lykkelig, og det har han været lige siden.


Man tager sine store sko af og skifter til indesko, der ligger i en blå pose med ens navn på. Efter frokost sover man til middag på en lille seng sammen med de andre treårige. Ritualet indledes af 30 minutters historiefortælling, som Pascale tager sig af. Når forældrene henter, kan vi på en seddel læse, hvem der ikke har sovet. To af ugens fire dage sover Clement ikke. Til gengæld skal jeg lige love for, at han er hurtig til at knalde brikker om aftenen nu. Skolen tærer på kræfterne. Det passer os begge fint at få lidt af vores aftener tilbage, Clement har været oppe til kl. 23 det meste af sommeren.


Vi skal hjem og spise frokost. Om morgenen kommer vi mellem 8.50 og 9.00, frokost er mellem 11.50 og 12.00, vi afleverer igen mellem kl. 13.20 og 13.30 og henter mellem kl. 16.20 og 16.30. Så er dagen slut, og den er ikke længere end en dansk børnehavedag, blot anderledes struktureret ikke mindst for moderen. Jeg kan nu se, hvor mange hjemmegående mødre, der er i Verzy. Mange... I øvrigt er her også en kantine, som fritidsordningen tager sig af. Der kommer to voksne og henter de små, der skal spise der, og følger dem tilbage igen. Det ser helt fint ud, og det kommer vi formentlig også til at bruge på et tidspunkt.


Alle mødre, der de første gange følger deres børn i skole og henter dem igen, synes vel, at det er noget særligt, og at det er utroligt, at det allerede er kommet så vidt. Iblandet et gran af noget mere udefinérbart, ikke mindst for mig. Det er nu, at Clements opdragelse til franskmand for alvor begynder. Selvom de leger, selvom alt lyder godt og fint, så begynder det ikke desto mindre nu dette første år, hvor de små skal lære at forstå og respektere og følge regler. Det skader dem vel næppe, det er ikke noget, jeg kan have noget imod, men jeg har ikke desto mindre det andet som en vished i baghovedet. Men det må jo være sådan.




Maëlys har også både glædet sig og været spændt på skolen, fortæller hendes mor, og jeg kan da også se, at hun på skift er glad, trist, overpjattet og alt det andet en treårig kan rumme. Clement har været hendes udvalgte i et års tid, vi er dog ikke ganske klar over, om det også går den anden vej, selvom hun er borgmesterens barnebarn, og dermed jo et godt parti herude på landet.

Vi har været til det første forældremøde, hvor læreren Brigitte gennemgik sine planer. De er ambitiøse... men jeg tager s'gu også hatten af for hende.

Lørdag formiddag planlægger hun at tage de store med i skoven - hver lørdag, hvor det ikke står ned i tove, agter hun at gå med de fire og de femårige og og lave diverse løb, lege og spil deroppe. Med andre ord, er hun ikke en, der bare sidder på sin flade, hun gør noget, der ikke kan være det letteste for hende. Hatten af for det.

Der er også to dage med computer på primaire-skolen, hvor de foreløbig har været to gange og øver sig i at klikke med en mus.

En gang om ugen vil de lege med ler, men forestået af en person, der ved noget om det. Det elsker jeg også... tænk at disse små væsner får en lærer i nogle timer, der ved, hvad hun foretager sig med leret. Det er ikke bare Brigitte, der skal klaske med noget ler, for det kan vel være godt nok, når de ikke er ældre.

Ellers er der saftsusme skoleskema med timer på 30 minutter med forskellige temaer omkring at opdage verden, dens lyde osv.

Der bliver et hæfte, som der skal klistres noget ind i efter Clements eget valg hver weekend og som hun agter at bruge til at få ham/dem til at øve sig i at tale lidt.

Hun lægger vægt på, at de bevæger sig, og hver dag har Clement da også kørt på cykel eller andet i skolegården, siger han.

Det er dog en anelse svært at forstå, hvad de egentlig har lavet... endnu følger de heller ikke skemaet. De er stadig i gang med at vænne sig til det nye.
For mit eget vedkommende er jeg vel stadig skeptisk over opdragelsen mod at blive franskmand, men jeg kan se, at Clement allerede elsker at komme i skole, og det overrasker mig vel egentlig ikke så meget, for han er jo vild med at lave alle mulige forskellige ting, og med at være sammen med andre børn. Her har han tilsyneladende det hele...

På forældremødet bliver forældre, der kan noget opfordret til at melde sig. Det er musikere, kunstnere og den slags, hun efterlyser, tror jeg nok. Jeg glemmer helt at sige, at jeg jo selvfølgelig kan levere "anden kultur" og sprog, jeg ved dog ikke, om det er aktuelt overfor så små børn... vi får se, jeg vil da spørge hende ved lejlighed. Ellers kunne det være skægt at lave avis, men det er mit franske ikke til, og desuden er de nok for små endnu. Men igen, initiativet og ideen er god. Jeg kan mærke, at Brigitte tilsyneladende ingen problemer har med at fortælle om, hvad hun laver, eller over at blive kigget lidt med over skulderen, hvilket jeg synes er fedt, for det betyder for mig, at hun er glad for og sikker på, hvad hun laver. Ellers synes jeg jo jævnligt, det virker som om, at folk hernede gerne vil gemme sig væk, hvilket jeg - måske forkert - tolker som usikkerhed.

Også meget interessant forklarer hun - ja det virker næsten som om hun forsvarer, hvorfor hun først begynder at lære børnene at skrive det sidste år. De kan sagtens nå det, der er tid nok, det giver ikke mening at gøre det før osv. Med andre ord begynder femårige at lære at skrive... Det synes jeg jo er tidligt, men de har vel deres grunde. Og hvem siger, at vores grunde, vores måder er de eneste ordentlige?

Foreløbig konklusion: Maternelle er et sted man leger en masse forskellige ting, men på en struktureret måde, hvor legen vil have en idé, der leder en i retning af at lære noget. Og det er vel egentlig ikke så skidt... slet ikke når jeg ser Clements store glæde...

Jeg er bare for lækker

Mens Clement er begyndt i skole, har mormor, mor og Eva kunnet hygge sig under en varm septembersol i gården udenfor det lille hus i Verzy. Sørme rart efter en måneds kulde og regn. Eva-pigen synes generelt godt om det meste, når blot hun kan få lov at ligge i arm. Og hvem kan stå for det?

Eva i vuggeren

Vuggeren Sucre d'Orge har fået brev fra os med billede af Eva... vi benyttede Clements første skoledag til at præsentere hende live.

Og hun er jo bare for lækker... og Armelle og kompagni var så venlige at beundre i den helt store stil.

Den vuggestue er et fantastiskt sted. Det er godt at vide, at Clement har taget sine første skridt ud i verden der, og at Eva formentlig kommer til at gøre det samme om et lille års tid, når de har plads, og vi er klar

Naboerne

Nogen har hørt om vores trængsler med naboerne på vores lille vej... så her kommer så rent undtagelsesvis også noget om vores glæde over naboerne.

Forleden inviterede vi alle naboerne på vores vej på et glas i anledning af Evas fødsel. Vi kunne ikke gøre det personligt, da vi skulle på ferie lige til dagen før, så Alain droppede bare et kort i deres postkasse. Vi var derfor ret spændte på, om der ville komme så meget som en eneste, da de eneste to, vi rent faktisk taler med, ikke kunne komme. 10 minutter før det ringede på porten, sagde Alain, at hvis der kommer to eller tre, så er det en succes... og tænk bare, så kom de allesammen... hvilket jeg var meget glad for, det sagde jeg også til dem. Og ikke bare kom de... vi måtte droppe yderligere udskænkning for at få dem til at gå, så Clement kunne gå noget aftensmad inden klokken 21. Og ikke nok med, at de drak godt... de talte sørme også sammen, højt, længe og meget i to og en halv time, hvilket må siges at være meget godt efter to år, hvor jeg ikke har talt med en eneste. Vi får se, om vi kan holde de gode takter.

Alle havde noget med til Eva... også en utrolig sød overraskelse... det havde jeg faktisk ikke troet... oven i købet var der også flere, der havde en storebrorgave til Clement. Nogle små biler, kinderæg, som han straks fortærede, og en ABC.

























Når I ser dette, sammenholder det med de andre barselsgaver, vil I forstå, at det altså ikke primært er min fortjeneste, at lille Eva fortrinsvis vil være klædt i alle nuancer af lyserød vinteren igennem.

Alexis' dåb

Etienne og Laurences meget ønskede søn, Alexis, er blevet døbt. Jeg er hans gudmor, og jeg fik selv lov at døbe ham!

Det katolske dåbsritual er stadig slående... positivt forstås... jeg ved ikke, om det også hænger sammen med, at præsten er ven af familien og også giftede Etienne og Laurence for seks år siden i samme lille og meget smukke landsbykirke, hvor de bor på gården lige overfor.

Selvfølgelig betyder det noget, at alle kender hinanden.

Præstens tale - det jeg forstod af den - er personlig. Den angår hovedpersonerne direkte, og der er i øvrigt også noget på spil på en helt anden måde, end jeg nogensinde har oplevet det i Danmark. Man skal sige, hvorfor man vil have sit barn døbt. Hvorfor man har valgt denne gudmor og denne gudfar. Hvad det betyder for en at få sit barn døbt med videre. Ingen automatik, og denne fader Reginald, der er kommet fra Belgien for at døbe Alexis, og som fortæller, at han har bedt Vorherre om, at Etienne og Laurence kunne få lov at få et barn, kan man ikke snyde.

Jeg har ikke mødt ham før, jeg forstår ikke alt, hvad han siger, men det er ikke svært at afkode hans skarpe blik, trods sine nogen og firs år er han hurtig nok oven i hovedet, og at man ikke skal prøve at bilde ham noget ind. Han står i øvrigt også og fyrer vittigheder af, ligesom i sin tid fader Granjean, der døbte Clement. Han kommer desværre ikke til at døbe Eva, for nu er han altså gået af, men vi har inviteret ham med.

Men tilbage til selve dåben...

Fader Reginald har sit eget dåbsfad med - kirken i Monts er ikke længere i brug, og det er vel derfor, at der ikke er den slags udstyr længere, hvad ved jeg - og en ibsskal. Det er de store muslingeskaller, som pilgrimmene tager med sig, når de har været i Santiago de Compostela i Nordvestspanien. Jeg ved ikke, om han har hentet den selv, men det har han vel...

Med den døber han Alexis i faderens, sønnens og Helligåndens navn - den del af ritualet er det samme - bagefter får Etienne og Laurence lov at døbe deres søn, og så bliver det Erics og min... når jeg tænker over det, er jeg ikke helt kommet mig over det endnu... jeg synes, det er så smukt... og rent symbolsk gør det helt sikkert en forskel. Jeg vil spørge, om vi og gudmor og gudfar også kan få lov at døbe Eva. Jeg synes så utrolig godt om det.

Så slår vi kors for det lille barns pande... sammen med bedsteforældrene... det gjorde vi også - alle - for Clement... der er den hvide klædning... og lyset, der symboliserer Alexis livslys, og den hellige olie.

Den katolske dåb er således meget mere fyldt med symboler end den protestantiske, som jeg kender den...

Provo af Guds nåde
Sent på aftenen har jeg lejlighed til at tale lidt med fader Reginald. Han er en provokatør af Guds nåde, viser det sig... det undrer mig vel egentlig ikke så meget... jeg har jo ved flere lejligheder hørt både Etienne og Laurence tale om ham, og har forstået, at denne præst, der betyder noget helt specielt for dem, uden tvivl også må være noget ganske særligt.

Så han sidder helt bramfrit og forkynder, at han er imod paven og pavedømmet. Hvordan den afdøde pave gjorde den katolske kirke til et diktatur... hvordan kirken får mindre og mindre betydning, fordi den ikke er tilstede i folks liv. Den taler om straf for at få et barn udenfor ægteskabet men ikke om den arbejdsløshed, som folk bruger en større eller mindre del af deres liv på at frygte. Han taler om, at hans hud er hvid, men om hvordan han i virkeligheden er kulsort indeni. Han er netop kommet hjem fra Congo og har en dåbsgave med til Alexis - en udskåret figur i træ af mor med det lille barn - som bliver overrakt ved alteret.

Jeg tænker, at Mogens og denne Reginald ville have meget at sige hinanden... denne katolske pater, der taler om retfærdighed i verden og mangel på samme... og Mogens og hans tanker om Jesus som socialist, og så selvfølgelig som to tænkere, der kan og tør tænke selv.

Ferie i La Vendée

Vi forsøger at vinde vores liv tilbage... også med et spædbarn, så derfor har vi brugt noget af barselsorloven på lidt ferie. Det blev i La Vendée, departementet nedenunder Bretagne.

Det ligger ud til Atlanterhavet, har fin strand, små fiskerlandsbyer, feriebetonhelveder - vi lejede en lejlighed i et af de mindre af slagsen - og havde nogle skønne timer ved havet. Her så vi solen, som vi stort set ikke har set i Champagne overhovedet i hele august, havet, et imponerende tidevand... vi spiste dejlig fisk, skaldyr - som jo er meget stort i Frankrig - og kørte til et af de riges ferieparadiser, l'Ile de Nourmoutier. Her vil jeg gerne have en Belle Epoque-sommervilla, så jeg er gået i gang med at opfinde mulige plots til en bestseller i verdensklassen.









Udsigten fra vores lejlighed er helt i orden. Det er Atlanterhavskysten også. Clement nøjes med at kigge på det, Eva bryder sig ikke om stranden ret længe, så må mor gå hjem.









Morgenritualer. At det er ferie ses af, at vi spiser bagerbrød - brioche vendéenne - til morgenmad. Den adskiller sig fra vores lokale ved at have sukkerkugler på toppen.





Lokalt kan man bl.a. prøve karrusellen - MEGET VIGTIGT - Clement er så godt inde i den vane, at han ved der vanker tre tutr. En, som man bare får, den næste, efter hvilken man får at vide, at efter næste tur er det slut, og endelig den sidste tur.





På Atlanterhavsøen l'Ile de Nourmoutier ser vi, hvordan man udvinder salt af saltmarsken midt på øen. Øen minder om Holland og det danske Vadehavsområde med tørlagt marskland, diger på kysten mod fastlandet og små idylliske byer.

Hovedbyen råder over en pudsig højvandshavn - tørlagt ved lavvande - Clement associere til sit aftenbad og mener, at nogen må have trukket proppen ud - en borg med donjon fra det 12. århundrede og idylliske små gader og torve med gamle huse.
















En gåtur under fyrreskov og egeskov skal give fine kig til nordøens stenede småstrande. Belle Epoque-villaerne ligger under træerne, der er gennemkrydset af små veje, hvor der færdes flere cyklister end biler. Det er så fint. Jeg MÅ have et sommerhus der.
















Vi slutter turen i Herbaudiere, som er en højst levende fiskerihavn, som jeg kender dem så gådt fra Danmark. Vi spiser selvfølgelig fisk der. Alain køber en Helly Hansen -jakke til halv pris, og vi ser verdens største hortensiaer - mindst.